Sustainable Living - inspiration til en bæredygtig livsstil

Sustainable Living er et online magasin med inspiration til en bæredygtig livsstil. Vi vil slå et slag for, at bæredygtighed også handler om livskvalitet. Vi skal leve bæredygtigt, men ikke gå i små sko. Ikke gå i sort. Eller i hundene. Vi skal hellere gå i teatret, på restaurant og café – købe oplevelser og ting i god kvalitet – og bruge færre penge på crap.

Man taler ofte om, at vi skal reducere og minimere vores fodaftryk på kloden. Vi skal huske at slukke lyset. Spise mindre kød. Forbruge færre produkter. Det skal vi også, men det bliver altså lidt kedeligt i længden!

Vores forbrugsvaner HAR en kæmpemæssig betydning, især i en del af verden, hvor vi som indbyggere bruger ressourcer fra, hvad der svarer til 4,5 jordkloder (ja det gør vi danskere altså!).

Det er nødvendigt, at de bæredygtige valg bliver nemme, og at lysten driver værket til at skabe forandring.

I Sustainable Living får du konkret hjælp til de små valg i hverdagen. Vi dykker ned i nogle af verdens mere komplekse sammenhænge. Og så kan du læse mere om dem, der allerede gør tingene på en bæredygtig måde. Her finder du ingen løftede pegefingre, men forhåbentligt masser af inspiration.

Det betyder noget, hvilke valg vi tager, som forbrugere og mennesker. De små skridt ændrer verden – og dem vil vi gerne hjælpe os alle med at tage.

Velkommen til Sustainable Living!

….Og hey give os et like på Facebook og de andre sociale medier, så vi kan få endnu flere til at tage de små skridt med os.

Nina Maria Klok

Nina Maria Klok

Nina er uddannet i samfundsvidenskab og som journalist. Hun er kommunikationsrådgiver i HOFOR og har altid arbejdet med grønne projekter og kampagner (se fx. klimakvarter.dk).

Selvom hun bor på Østerbro har hun aldrig rigtigt formået at leve livet fuldt ud som speltkvinde….måske netop derfor har hun taget initiativ til at lave Sustainable Living, der gerne skulle inspirere til en mere bæredygtig livsstil og hverdag, men hvor ingen er hellige, hvor pegefingrene ikke er løftede, og hvor man forhåbentligt kan spejle sig selv lidt i tvivlen.

Håbet er, at vi her sammen kan blive klogere og tage et par skridt i den rigtige retning…og lade os inspirere af alle dem, der gør en forskel! 


Sara Jörn

Sara Jörn

Sara er arkitekt MAA og har en fortid som projektleder i NGO´en CradlePeople. Hun er passioneret optaget af designprocessen Cradle to Cradle , og hvordan vi omstille til et samfund uden affald.

Men hun har et par laster, hun har svært ved at komme af med. Rødvin og snus (hun er vel ikke svensker for ingenting!). Okay rødvinen er hun begyndt at drikke økologisk, men hun mangler stadig at finde bæredygtigt snus…det er en mission her i de kommende år! Og så prøver hun at kompensere for sine laster ved ikke at spise for meget rødt kød eller flyve alt for meget. 


Niklas Tarp-Petzke

Niklas Tarp-Petzke

Niklas er uddannet fra IT universitet, og han er altid frisk på at prøve en ny grøn gadget af. 
Han har også gjort det til sin mission for Sustainable Living at teste alverdens bæredygtige og økologiske alternativer til de traditionelle drinks, alkohol eller øl. Det vil du løbende kunne følge i videoer her på siden.

Han er i øvrigt småbørnsfar, så han giver gerne et bæredygtigt babyråd (eller uråd!) med på vejen.

Lene Midtgaard

Lene Midtgaard

Lene Midtgaard er forfatter til bøgerne “Sund baby uden kemi” og “Familie uden kemi” og har i hele sit arbejdsliv beskæftiget sig med emner om kemikalier og bæredygtighed. Vi lever i en verden fuld af kemikalier, som vi slet ikke kender konsekvensen af. Og det kan virke uoverskueligt som almindelig forbruger at finde rundt i, hvilke produkter, du skal vælge. MEN fat mod – ja det er en jungle, men der er heldigvis meget du selv kan gøre i din hverdag for at undgå de skadelige kemikalier. Lene Midtgaard guider dig til at vælge nogle kampe i sin klumme på Sustainable Living.